Vi kan ikke fuldtud forstå den hastige revolution, der nu finder sted inden for informationsteknologien, medmindre vi forsøger at se den i forhold til andre ændringer i verden ved udgangen af det 20. århundrede. Det er forresten af mindre betydning, i hvilken retning vi spejder, vor verden er tilsyneladende overalt ved at forsvinde. Det er lige meget, hvordan vi forsøger at sortere vor opfattelse og erfaring, overalt falder traditionens og stabilitetens, kundskabernes og fordommenes mure. Vi lever i en tid med opløsning i politik, økonomi, miljøsager, videnskab, teknologi, religion, kunst og flere af menneskelivets sfærer. Det verdensbillede og den erkendelsesteori, der voksede frem i Europa efter renæssancen og reformationen og levede i menneskers sind under oplysningens, fornuftens og videnskabens faner, er tilsyneladende nået til sin afslutning. Nutiden er slut.

Man kan sige, at det er naturligt for mennesket at opfatte ændringer som opløsning, der bør tages stilling til, for som følge af disse ændringer er mennesket nødt til at revidere sine kundskaber og sin status. En ny verden er på sin vis ukendt og kan derfor være både god og dårlig, alt efter hvad den sættes i forhold til og hvad der opnås med ændringerne. Mennesket opfatter, hvad det opnår, i lige så høj grad som hvad det er i besiddelse af. Ingen af delene ved mennesket dog med vished!

Den hastige integrering, der sker inden for data- og kommunikationsteknologi i disse tider, rydder vejen til nye vidder og giver udsigt til de nye verdener, der tidligere kun var tilgængelige i drømme eller visioner - og i de allersidste årtier mest i underholdningsindustrien i de såkaldte action-blade og film. Rejser til fjerne lande og venskab med udlændinge var længe forbeholdt de velhavende og oplyste. Moderne maskinhekseri og en næsten trolddomsagtig teknologi åbner nu vejen for mennesker til afkroge, der tidligere næppe eller slet ikke var tilgængelige. Yderligere etableres der nu forbindelse og kommunikation til tidligere ukendte verdensdele i løbet af korte øjeblikke, hvor dette tidligere tog dage og uger.

Tekst og tegninger, fotos og film, farver og lyd flyder nu lydløst mellem teknisk udstyr, på tværs af naturlige såvel som menneskeskabte grænser. Trådløs og telefonisk kommunikation mennesker imellem og mellem mennesker og databanker via datanetværk er nu blevet dagligt brød og noget selv børn kan finde ud af. Kompliceret informationsteknologi knytter alle mulige slags apparater sammen til et væv så der til stadighed kommer nyt multimedia-udstyr til hjemmet. Når dertil knyttes fremskridt inden for kunstig intelligens, talende maskiner, integrering af bioteknologi og maskinteknologi, stadigt mere kompliceret virtuel realitet, der kan opbevares i bittesmå apparater (der ikke fylder ret meget i en lomme eller eventuelt kan indopereres i legemet), står det klart, at vi i bogstavelig forstand står på grænsen til en ny verden. Dette usynlige netværk af maskiner og kommunikation kalder vi Netverdenen og vi påstår, at lærere og elever helt uundgåeligt før eller senere vil gøre sig gældende i netverdenen.

Ismennt (Det Islandske Kundskabsnet)

Island er ingen undtagelse i denne henseende. Ismennt blev oprettet i august 1992 af tre lærere og en datalog. Netværket blev formelt stiftet ud fra et datanet, der var skabt af skoleinspektør Pétur Þorsteinsson i Kópasker, en by med 200 indbyggere i det nordøstlige Island. Ca. halvdelen af landets skoler var koblet til datanettet, som Pétur havde etableret i sin fritid, og det blev derfor uoverkommeligt for en person at drive dette datanet.

Vigtig støtte kom i begyndelsen fra Islands lærerforening, Islands lærerhøjskole, Nordøstlandets skoledistriktskontor, Reykjavík kommune, Undervisningsministeriet og flere. Sidst på året 1993 var over 90 % af landets skoler tilkoblet netværket og dette antal har holdt sig støt indtil i skrivende stund i slutningen af 1994.

Man kan sige, at Ismennts begyndelse mere eller mindre hvilede på entusiasme og idealisme. Der var et stort antal lærere i landet, der var i stand til at forestille sig ændringer i kommunikation og teknologi, og de var parat til at påtage sig et temmelig stort stykke arbejde for at et datakommunikationsnet mellem skoler i Island kunne realiseres.

Datanettets medarbejdere har deres baggrund både i datalogi og pædagogik, hvilket medfører, at det i praksis er lettere at integrere disse fag i det daglige arbejde på nettet. Denne baggrund har ført til, at det er uddannelsesmæssige synspunkter der har overtaget. Til stadighed studeres det, hvorledes datanettet udnyttes i arbejdet i skolerne og hvorledes det er muligt at ændre undervisningen, undervisningsmetoderne og lærerrollen ved hjælp af denne teknik.

Dette er på ingen måde enkelt , idet ingen i virkeligheden ved hvor udviklingen i datakommunikation fører hen. Der var ikke engang nogen, der kunne forudse, at udviklingen ville blive så hastig i de to første år (1992-1994), endsige længere ud i fremtiden. Lærere begyndte at bruge datanettet, men dels fordi netverdenen er så kolossal og så sprængfyldt med viden, dels på grund af begrænset tid, mistede nogle modet. Reaktionerne har været en vedvarende debat om formålet med teknologi i uddannelsessamfundet.

Skolerne har ikke alle i samme udstrækning været i stand til at anskaffe udstyr til datakommunikation. Kundskaberne skal være til stede for at apparaturet kan udnyttes. Til at begynde med betalte Islands lærerforening de rejser, hvor Ismennts medarbejdere besøgte alle skoler for at hjælpe med opstillingen af teknisk udstyr og de første skridt ind på nettet. Det er værd at lægge mærke til, at til at begynde med er det lærernes interesseorganisation, der i højere grad end myndighederne lægger vægt på at indføre datakommunikation i skolearbejdet.

Helt fra begyndelsen er der af Ismennt blevet holdt et stort antal kurser. Man kan sige, at kurserne falder i to grupper, dels kurser, der handler om de programmer, der anvendes på datanettet såsom email, gopher informationsservere, konferencer og postlister, dels kurser, der handler om brug af datanetværket i undervisning, såsom fjernundervisning med datakommunikation, udarbejdelse og organisering af kommunikationsprojekter, KIDLINK kommunikationsprojektet. Alle kurser afholdes på selve datanetværket og er derfor tilgængelige for alle brugere uanset hvor de bor.

Til trods for at det er gået fint at tilkoble skolerne, kan man ikke sige, at det er lige så enkelt at ændre medarbejdernes arbejdsrutiner med hensyn til datakommunikation. Man kan derfor heller ikke sige, at 90 % af landets skoler i dag er aktive brugere af Ismennt og der er derfor en mængde uløste opgaver i den henseende. Der dukker til stadighed nye eksempler op på fornuftig anvendelse af datakommunikation i skolearbejde og for hvert nyt eksempel kommer der flere aktive skolefolk ind på nettet.

Den enorme eksplosion, der finder sted i datakommunikationsverdenen mens disse linier skrives, vækker en mængde spørgsmål om dens indvirkning på skolearbejdet.

Hvilken rolle kommer uddannelsessystemet til at spille i den postmoderne æra? Bliver der brug for noget uddannelsessystem sådan som vi kender det i dag?

Naturligvis afhænger det af hvordan vi definerer "uddannelsessystem" og hvilke ideer vi har haft tiderne igennem om hvordan det skal udvikle sig. Utvivlsomt kommer uddannelse og skolearbejde (hvis skolerne bliver ved med at eksistere!) til at dreje sig om netværkskundskaber og netværkskultur.

Netkultur: Multidimension og strukturløshed

Netverdenen har mange af den postmoderne virkeligheds kendetegn vi nævnte i det foregående. Moderne ideologier optrævles nemt på netværkerne. Verden er ikke længere central, kundskaberne har ikke længere noget fast begyndelses- og endepunkt. Et svar er ikke længere nødvendigvis rigtigere end andre. Et af den postmoderne æras kendetegn, der træder tydeligt frem i netverdenen, er opløsningen af diverse strukturer, der almindeligvis giver vore omgivelser form og betydning og styrer tanker, ord og handling. Det moderne menneskes tænkemåde har i de forløbne to århundreder tilpasset sig Oplysningens og Industrialiseringens strukturer, der for sit vedkommende har lagt linierne for hvad man kunne sige og gøre og under hvilke omstændigheder.

Videnskabelige sandheders, religiøs visheds eller politiske ideologiers forfald ved udgangen af det 20. århundrede fører til udvidede muligheder, nye dimensioner og lukker os ind på nye ukendte stier. Netverdenens afkroge og den virtuelle realitets multidimensioner er eksempler på de udveje vi har for at bryde traditioner og vanetænkning og udforske tidens og rummets nye udtryksbilleder og skabe nye værdier i kommunikation, kunst, politik, undervisning o.s.v. De nye dimensioner i Netverdenen med hensyn til erfaring og kommunikation gør det muligt for mennesker at se verden i nyt lys og betragte samtidens vanetænkning og fordomme fra mange sider samt religionernes paradigmer lige så vel som massemediernes. Men samtidig er der fare for at nyhederne giver næring til nye dogmer. Ny kommunikationsteknologi øger ikke alene effektiviteten i produktion og handel, men kan ovenikøbet give os nye flugtveje fra den materielle verdens tåredal.

Begreber såsom stat, nation og samfund får en dybere mening, for i netverdenen er der intet behov for at begrænse dem til f.eks. landområder, racer eller produktionsmetoder. Det moderne samfunds klassedeling kuldkastes, produktionssystemerne tilpasses nye proportioner angående mængde og kvalitet! Netværkkulturens sceneri må nødvendigvis tilpasse sig de postmoderne omgivelsers strukturløshed. (Hvad er nu godt/dårligt, rigtigt/forkert, smukt/grimt, eller hvis det endelig skal være, rigdom/fattigdom, nyt/gammelt, op/ned, realitet/forestilling??)

Nationer og racer, som vi kender dem nu, går i opløsning i netværkenes kommunikationsvæv, hvor det er vanskeligt at knytte budbringerens fremtoning til et enkelt landområde, køn eller race, historie eller kultur. I netværkskulturen informeres mennesket ganske vist om andres historie og kultur, ser den i sammenhæng med sin egen og skaber nye proportioner.

Udviklingen fra landbrugssamfund til industrisamfund førte til enorme ændringer med hensyn til hvor indbyggerne boede. I industrisamfundet var det nødvendigt, at mange boede på stedet, hvor industrien var placeret. Det er blevet omtalt en del, at under industrialiseringen mistede mennesket sit fodfæste og sin forbindelse til naturen (Masuda). En tilsvarende, konservativ kritik rettes ligeledes mod informationsrevolutionen og det moderne samfunds opløsning. (Qvortrup; Apple)

Netkundskab

I Netverdenen har det ikke stor betydning, hvor personerne bor. Hvis personen er koblet til netværket, er han deltager. Selv om den håndgribelige del af ham/hende er placeret på et forholdsvis afgrænset sted kan hans/hendes ånd og kundskaber være i funktion under variable former (og evt. i mange kopier) i hele netverdenen.

Mennesket har hidtil som oftest haft omgang med temmelig få personer og de fleste af dem har haft en lignende kulturel baggrund. Via den erfaring har han formet sit billede af sig selv og integreringen med sine omgivelser. Allerede nu er der skabt samfund i netverdenen og for at kunne deltage i de samfund er mennesket nødt til at indhente en bestemt viden eller uddannelse. Den uddannelse finder (endnu i dag ) sjældent sted i formelle uddannelsesinstitutioner og næppe i tilknytning til den traditionelle viden, der nu serveres for elever, hvad enten der er tale om grundskole eller universitet.

Det er faktisk stof til eftertanke, hvordan den viden og erfaring folk kan samle i netværksverdenen, kan vurderes og evalueres i samtidens akademiske kredse. Der klages ofte over, at netværkenes kultur er overfladisk og at den viden, der flyder der eller ligger, er forvirrende og trænger til skrappere sortering og endda redigering. Dette er karakteristiske reaktioner hos magthavere i erkendelsessystemer, der er på vej mod deres opløsning. Kommunikationsnetværket forøger nemlig ikke kun nutidens erkendelsessystem , det skaber i langt højere grad nye omstændigheder, der lægger grunden til nye erkendelsessystemer, nye former for viden. Middelaldertroens og den moderne videnskabs traditionelle systemer er knapt i standtil at indfange de fantasier, som netverdenens teknik gør mulige.

Personlig kommunikation

Når der tales om datakommunikation stilles ofte spørgsmålet om, hvorvidt den er personlig eller upersonlig. De, der ikke har brugt datakommunikation, siger ofte, at årsagen er, at datamaskiner er så upersonlige.

Diskussioner om datamaskiners personlighed er på mange måder speciel. At argumentere som så, at det ikke er muligt at bruge dem fordi de er upersonlige, svarer til ikke at ville bruge en telefon, medmindre den er "personlig" eller for den sags skyld en opvaskemaskine. En datamaskine er i sig selv for meget få mennesker en personlig genstand, men i højere grad et stykke værktøj, som folk ikke har lige stor interesse for. Måske mener folk, at datamaskinen kan så meget, at den næsten må være menneskelig, og at den derfor må være udstyret med en personlighed.

Om datakommunikation så er mere upersonlig end anden menneskelig kommunikation, fordi den sker via datamaskiner, er en helt anden sag. At bruge det som argument for ikke at kommunikere, er lige så latterligt som ikke at ville tage telefonen fordi man ikke synes om apparatet. Det må her have størst betydning, hvad der står i brevene, der kommer, eller hvad der siges i telefonen. Det er så en helt anden sag, om folk udtrykker sig mere upersonligt i skriftsprog end talesprog. Sandsynligvis kan folk forventes at være lidt stivere til at begynde fordi de ikke er vant til at skrive hvad de vil udtrykke. Vores erfaring er på den anden side, at denne stivhed hurtigt forsvinder og at folk bliver oprigtige og personlige i deres skriveri og der er faktisk større fare for at folk bliver for personlige.

Fordelen ved datakommunikation i forhold til telefonsamtaler er derimod helt klar i mange henseender. Man kan tænke og forme det, man vil sige, skrive det ned, revidere det og skrive det om. Man kan skimme hastigt gennem en tekst eller læse den langsomt og grundigt alt efter hvad der passer hver enkelt bedst. Ved studier er der den fordel, at kommunikationen mellem lærere og elever på den ene side og mellem eleverne selv på den anden side foregår på de samme principper.

De fleste, der har anvendt datakommunikation, er enige om, at de kan være intime, personlige eller upersonlige alt efter hvad der passer den enkelte. Det er på den anden side klart, at en ny kultur er ved at bryde frem, nye samspilsformer hvor proportionerne er helt anderledes end man har kendt. En vurdering af modparten kan kun i begrænset omfang baseres påÊudseende og kropssprog, det er den skriftlige udtryksmåde, der vurderes og ikke talesproget.

På nettet er det vanskeligere at finde ud af hvem der er læreren og hvem der er eleven. En ny definition af menneskers ligeret er under udvikling, i Netverdenen eksisterer den, der ikke indfinder sig, slet ikke. Et nyt samfund er under udvikling.

Teknologi og samfundskriser

Vi behøver ikke gå så langt tilbage i historien for at finde paralleller til netværksteknologiens kulturrevolution. Ny teknologi, nye opfindelser opstår af et samfundsmæssigt behov eller når samfundet slipper sin fantasi ud af fordommenes og særinteressernes bur. Vi vil overhovedet ikke påstå, at netværksteknologien alene kunne have gjort det muligt for os at stille spørgsmålstegn ved nutidens verdensbillede. Det kan ligeså godt være de politiske systemers og videnskabsteoriernes skibbrud, der har næret kravet om en teknologi, der tvang os til at betragte nutidens problemer fra flere sider og søge løsninger på ukendte steder.

Thomas Kuhn (1962) beviste med mange eksempler, hvordan dialektisk forbindelse mellem teknologi og samfund til stadighed skaber nye ideer, ny teknologi og et nyt samfund. Han afviste ideen om at viden udviklede sig gradvist, at den byggede uden på sig selv som en snebold, og han fremsatte sin socialvidenskabelige teori. Kuhn viste med berømte eksempler fra videnskabernes historie, hvorledes stadige ændringer i erkendelsessystemerne genspejlede økonomiske og kulturelle sammenstød mellem forskellige samfundsgrupper.

Til samme kategori hører Jonathan Crarys (1990) beretning om, hvordan industrialiseringens ideologiske spinderi skabte en ny teknik inden for optikken, hvilket igen åbenbarede (dengang!) nutidens nye verdensbillede. Han beskriver, hvorledes linser, kikkerter og ikke mindst mikroskopet ændrede menneskets sansevidde og endelig gav dem indsigt i nye verdener, verdensrummets vidder såvel som bakteriens mikrokosmos. Den ny teknologi og den sanseverden den frembragte, kuldkastede på en gang erkendelsesteorier samtidig med at nye dukkede op, f.eks. inden for astrologi, fysik, medicin, og da samtidig i militærstrategi, økonomi, religion og kunst. Linsen og de tankeflugter den førte til, skabte forudsætningerne for nye samfundsformer.

Vi vil altså antyde, at den netverden, som ny informationsteknologi er ved at skabe har paralleller i erkendelsens historie langt tilbage i tiden. Informationsteknologien er et produkt af den samfundsmæssige krise i den sidste del af det 20. århundrede og igangsætter en proces af ideer og handling, forsøg på at løse endnu en samfundskrise ved at kuldkaste økonomiske og kulturelle systemer. For os virker det ganske vist som om netverdenens kuldkastning er større end de fleste af senere tiders omvæltninger, men måske er det en forkert opfattelse, der udelukkende skyldes, at vi selv er deltagere i revolutionen.

Lærernes knibe

Hvornår, eller rettere sagt, hvordan vil lærere og elever vinde terræn i netverdenen? Hvordan vil man tackle skolernes problem og tvivlsspørgsmål i forbindelse med uddannelse i de nye teknologiske og sociale omgivelser? Hvordan vil Netverdenen blive defineret i århundredeskiftets skoler og hvordan vil de blive udnyttet til at bidrage til uddannelse af borgerne, udviklingen af samfundet, økonomiske reformer, med andre ord, hvordan vil vi (får vi lov til, har vi tænkt os at) nyde livets goder i den nye verden, der ligger for vore fødder??

Indlæring i klasseværelse eller på netværket

Lærere, der er vant til at undervise i klasseværelser, har ofte svært ved at forestille sig, at deres undervisning kan fungere på netværket. Dette emne er ofte blevet heftigt debatteret. På Ismennt findes der kurser om fjernundervisning med datakommunikation. Deltagere i kurserne har været lærere på ungdomsuddannelsestrinet og universitetslærere. Denne diskussion dukker ofte op og hver har sit syn på tingene. Her er der nogle eksempler på nogle af deltagernes udsagn:

En universitetslektor:

"Stedbunden undervisning er naturligvis mere personlig end fjernundervisning - det siger sig selv - "hele" personen (i hvert fald en meget større del af vedkommende) er til stede - ikke bare ordene fra ham eller hende som på nettet."

Lærer på gymnasietrinet om undervisning i klasseværelse:

"Jeg har for tiden ca. 160 elever og underviser dem i tre måneder. Jeg synes nu ikke det er noget særlig personligt forhold, jeg har til dem. Jeg har ikke lejlighed til at lære navne på dem allesammen og da slet ikke andet. Jeg tror f.eks. at jeg kunne opnå et langt mere personligt forhold til voksengruppen, hvis jeg underviste dem på nettet."

Lærer på gymnasietrinet om undervisning på nettet:

"Jeg synes ofte det er en fordel at læse breve fra andre elever og lærerens breve til andre elever."

Det er iøjnefaldende, at lærerne selv har det bedre med at have eleverne omkring sig end at have dem på et datanet. Til trods for at diskussionen ofte drejer sig om, hvordan eleverne har det, så har læreren lige så stor betydning. Læreren har svært ved at se om eleverne har forstået ham/hende medmindre de selv behandler stoffet på nettet. Hvis der intet kommer fra eleverne, kan læreren ikke se deres ansigt og danne sig et indtryk af om de har forstået.

En sammenligning af indlæring i et klasseværelse og på nettet kan ofte svare til at sammenligne æbler og appelsiner. Hver for sig har visse positive egenskaber og tiltrækningskraft, men den ene frugtart siger ikke, at den anden er unødvendig eller mindre ønskværdig. Læreren skal i hvert enkelt tilfælde have lejlighed til at vælge hvad der er mest belejligt.

En voksen elev har ofte vanskeligt ved at rejse til et andet sted for at uddanne sig, hvad enten der er tale om samme by som vedkommende bor i eller et andet sted eller udlandet. Fjernundervisning er derfor belejlig for ham/hende. Man kan også forestille sig, at denne elev ikke i lige så høj grad som en ung elev er afhængig af lærerens kontrol af arbejdsiver og andet.

Bopæl og livslang uddannelse er nøgleord i fjernundervisning på nettet. Nu har det ikke længere nogen betydning, hvor eleven bor og heller ikke, hvor han/hun passer sine studier. Vedkommende kan bo nærmest hvor det passer ham/hende og være under uddannelse hele livet.

Organisering af voksenundervisning i Netverdenen

Fjernundervisningsskolen skal være systematisk opbygget som enhver almindelig skole, selv om der ikke er tale om beton. Eleverne bør have deres steder, hvor de kan mødes uden indblanding fra lærernes side og lærerne skal have deres arbejdsfora.

Elever i fjernundervisning har brug for service som andre elever og derfor er det vigtigt, at de altid har adgang til den på samme måde som undervisningen finder sted. Det kan ikke være rigtigt at undervisningen sker via datakommunikation og så må eleven telefonere til skolen vedrørende alle andre henvendelser.

Det er forskelligt efter omfanget af uddannelsen, hvor meget der skal planlægges og opstilles inden undervisningen kan begynde. Læreren må vurdere efter omstændighederne hvad der behøves. Det er forskelligt om lærerne vælger at bruge postlister, konferencer eller andet som ramme omkring skolen eller kurset, og i denne organisation betyder det intet.

Andy Hargraves er blandt dem, der funderer over de ændringer, som den postmoderne samfundsrevolution vil medføre for lærernes profession. (Hargraves, 1994). Han mener, at nye tekniske og sociale omstændigheder vil pålægge lærerstanden øgede krav. Det vil både være det nye syn på samfundet og på viden, der vil ændre fagene og andet, som uddannelsessystemet beskæftiger sig med, ikke mindst vedrørende kulturelle og etiske anliggender, og undervisningsmaterialer og -metoder vil tilpasse sig den nye informationsteknologis struktur. I det nye samfund vil nutidens kulturelle værdier blive draget i tvivl tillige med de videnskabelige fakta i skolens traditionelle fag.

Hargraves mener på baggrund heraf, at lærernes faglige status, der hidtil har været baseret på såvel etiske som videnskabelige forhold, må defineres påny. Lærernes rolle som kontrollør af etik og viden vil ændre sig og ikke være så central som tidligere. Samtidig vil man forvente, at lærerne deltager i tilpasning og nyskabelse af kultur og selvbevidsthed over for ny teknologi og nye samfundsforhold. Det står klart, at lærernes profession selv må søge at overvinde lærernes knibe i deres arbejde og ikke mindst i læreruddannelsen, såvel grunduddannelsen som den livslange efteruddannelse.

I denne artikel har vi forsøgt at flette vor opfattelse af hvad der sker inden for undervisning og uddannelse med datakommunikation i Island sammen med forskellige ideer om de ændringer det moderne samfund gennemgår. Ingen ved, hvad der sker eller vil ske i nærmeste fremtid. I højere grad end nogensinde er det vanskeligt at vurdere de samfundsændringer, der finder sted rundt om os. Et stort antal mennesker er ligeså fuldt optaget af at følge og leve en fortidig nutid mens andre har taget hul på postmodernismen.

© Lára Stefánsdóttir, Sigurjón Mýrdal. 1995. Udforskningen af Netverdenen: Hvornår tager vi det endelige skridt?, Från livsfas till livsform (Christina Nyhed - red.), Nordisk folkeuniversitet, Stockholm 1995.

Lára Stefánsdóttir lara@lara.is